Principperne bag

Bæredygtighed er ikke kun en meningsfuld tilgang inden for eksempelvis klima og økonomi. Det giver også mening på uddannelsesområdet. Her får en bæredygtig tilgang en almendannende karakter, da uddannelse både bidrager til det enkelte individ og til samfundet som helhed. Vores samfund er nemlig bygget op af forskellige professioner, som etableres og fastholdes gennem uddannelse. Derfor mener vi at en bæredygtig tilgang til undervisning og læring – altså læredygtighed – er ekstremt vigtigt, så vi undgår at øve rovdrift på lærere og elever. Gennem læredygtighed vil vi gerne give en alternativ pædagogisk tilgang til udvikling inden for uddannelsesområdet, som ikke polariserer og som ikke stræber efter et uopnåeligt ideal, men stræber efter realistiske løsninger. Derfor arbejder vi med udvikling af undervisning og læring ud fra tre grundlæggende principper:

1

DET HOLISTISKE PRINCIP – AT SKABE SAMMENHÆNG

Undervisning og læring foregår aldrig i et tomrum, men i et alrum. Et alrum, der både består af fysiske, personlige, faglige og sociale dimensioner. Disse dimensioner og deres indbyrdes relationer udgør den kontekst, som både lærere og elever konstant befinder sig i og skal handle i. Den holistiske værdi bygger på et helhedsorienteret perspektiv, hvor helheden udgør mere end summen af de enkelte dele. For at navigere indenfor et holistisk perspektiv er det altså nødvendigt at forholde sig til sammenhængen mellem indhold (hvad), formål (hvorfor), fremgangsmåde (hvordan), tidsperspektiv (hvornår) og målgruppe (hvem). Det holistiske princip handler om at tage hensyn til de forskellige elementer og deres indbyrdes relationer – altså alrummet. Læredygtighed bliver ud fra det holistiske princip en måde at skabe sammenhængende udvikling af undervisning og læring.

2

DET HOLDBARE PRINCIP – AT SKABE MENING

Læredygtig undervisning og læring skal ikke blot give mening nu, men også på lang sigt. Det skal tænkes ind i en større sammenhæng, hvor der er overensstemmelse med både holdninger og handlinger. Holdninger er mål eller værdier, som du i dine handlinger kan navigere efter. Det skal være værd at gøre, men det skal samtidig være muligt at realisere i praksis. Hvis holdninger og handler ikke stemmer overens, så vil udviklingen ikke på sigt være meningsfuld og det vil derfor ikke være muligt at opnå langtidsholdbar udvikling. Handlingerne skal opleves som relevante og vedkommende i forhold til de mål eller de værdier, som er sat. Ellers bliver det meningsløst, umotiverende, ligegyldigt eller betydningsløst. Balance mellem holdning og handling er med til at skabe en vedvarende sammenhæng for de involverede – hvad enten det er dig selv eller de mennesker, som du arbejder med og for. Læredygtighed bliver ud fra det holdbare princip en måde at skabe meningsfuld udvikling af undervisning og læring.

3

DET PRAGMATISKE PRINCIP – AT SKABE MULIGHEDER

Undervisning og læring foregår i praktiske kontekster, som både er komplekse, uforudsigelige og situationsbestemte. Derfor er der en nødvendighed i at kunne tilpasse sig situationer og være fleksibel og kreativ for at håndtere kompleksiteten, der er uundgåelig i praksis. Målet er ikke at opnå en perfekt praksis, men få det bedste ud af den kontekst og situation, som udgør virkeligheden. En praktiker – en lærer eller en studerende – må gøre sit for at få tingene til at glide og få enderne til at hænge sammen. Det pragmatiske princip bidrager med en løsningsorienteret og realistisk tilgang, hvor praktikeren håndterer den virkelighed, som de navigerer i.